tirsdag den 25. september 2007

Scherfig: Den døde Mand

Hans Scherfig:
Den døde Mand.
Gyldendals Tranebøger, 2. oplag 1964.
Udkom første gang i 1937.

Scherfigs debutroman "Den døde Mand" er en mærkelig, men ganske underholdende historie. Historiens omdrejningspunkt er den selvglade maler Hakon Brand, og de begivenheder, der leder frem til hans død. Ja, jeg ved godt, at det ikke er pænt at afsløre, at hovedpersonen dør, men ikke alene lægger bogens titel op til det, det bliver faktisk slået fast allerede i romanens første sætning. Så nu ved vi, hvad bogen ender med. Er der så overhovedet nogen grund til at læse videre? Ja, absolut.

Historien fortælles af en jeg-fortæller, som man egentlig ikke får ret meget at vide om, bortset fra, at han er maler og færdes i kunstnermiljøet omkring kunstnerrestauranten Ølgården og herigennem bliver ufrivilligt inddraget i Hakon Brands liv og vidne til hans død. Hakon Brand derimod er meget bedre beskrevet, en vanvittig maler, der anser medieomtale for at være vigtigere end sin egen kunst, det altoverskyggende mål er at være kendt, og det medfører mange underholdende og til tider pinlige episoder ud fra devisen, at dårlig medieomtale er langt at foretrække frem for ingen medieomtale. Hakon Brands liv kompliceres af et lig, der dukker op flere gange, selvom han hver gang har skaffet sig af med det, og af en spirituel dame, der kaster sin omfavnende, nærmest kvælende, kærlighed på de unge kunstnere og hårdnakket holder fast i, at hun er død, selvom hendes krop ikke har fundet ud af det. Hakon Brand når både at blive afholdsmand, med deraf følgende medieomtale, og tilslutter sig den kristne Oxfordbevægelse, naturligvis med endnu mere medieomtale til følge, han når sågar at blive gift og tage på bryllupsrejse - stakkels kone - inden hans makabre død i Paris.

Personbeskrivelserne er helt fantastiske, faktisk gør personerne i sig selv bogen værd at læse. Og selv om vi fra starten ved, at Hakon Brand skal dø, så fjerner det på ingen måde spændingen fra historien, jeg måtte bare læse videre for at se, hvad romanens vanvittige personskare nu fandt på af mærkelige tiltag, og ikke mindst for at se, hvordan Hakon Brand dør.

Bogens illustrationer er udført af Scherfig selv, men dem vil jeg nu ikke kommentere meget på her. En enkelt lille ting irriterede mig i forbindelse med den ene illustration, og det er en uoverensstemmelse mellem årstallene på Hakon Brands gravsten og den alder, der angives i bogen. Gravstenen siger 1905-1935, mens teksten siger, at han blev 35 år. Det er måske en mindre detalje, men den slags irriterer mig altså. Jeg er ikke synderlig begejstret for Scherfigs billedkunst, og heller ikke for denne bogs illustrationer, men det skal nu ikke have lov til at ødelægge en godt fortalt historie, og bogen har min varmeste anbefaling.


"Når kunst kræver en forklaring, er der altid noget muggent ved den" - Storm P.

1 kommentar:

mette gerdt sagde ...

Hej Ugle! Det er Scherfig selv, der er fortælleren. Efter Brands bryllup, hvor han stikker af, skriver han, (Brand), "Kære Scherfig. Det er sket igen..."
Hilsen MetteGerdt.