torsdag den 29. maj 2008

Romankonkurrence hos Hjemmet

Hjemmet i Danmark har sammen med Hemmets Journal i Sverige og Hjemmet i Norge udskrevet en nordisk romankonkurrence. Præmierne er ganske pæne, der er 175.000, 125.000 og 100.000 kroner til hhv. første-, anden- og tredjepladsen.

Temaet er frit, men der er dog et par krav til historien:
- Hovedpersonen skal være en kvinde.
- Det skal være en romantisk underholdningsroman med en spændende handling på både det indre og ydre plan.
- Historien skal selvfølgelig være dit eget originale værk og den må ikke have været udgivet tidligere.
- Historien skal være på 8-10 kapitler, der hver især ikke må være længere end 3000 ord.
- Historien skal opbygges så den egner sig som følgeton, der skal kunne udgives i alle tre ugeblade.
- Manuskriptet skal være på dansk, svensk eller norsk.

konkurrencesiden er der et link til et word-dokument med de specifikke konkurrenceregler, læs dem grundigt, især reglerne omkring indsendelse af manuskriptet, der er lidt omstendige, da manuskripterne skal være anonyme under bedømmelsen.

Indsendelsesfristen er 1. oktober 2008.

Hjemmet (og søsterbladene) forbeholder sig retten til option på alle indsendte historier i et halvt år efter indsendelsesfristens udløb, så du kan ikke sælge historien til andre i denne periode, heller ikke selvom du ikke vinder. Såfremt de benytter sig af optionen betales almindelig honorarpris. Så set fra den positive side, så er der stadig en chance for at sælge din historie selvom den ikke bliver en af de tre vindere.

De tre vinderbidrag vil formentlig blive trykt i alle tre ugeblade. De forbeholder sig i hvert fald retten til at gøre det.

God skrivelyst

søndag den 11. maj 2008

Lyv, så vandet driver

Da jeg var barn løj vi ikke. Ahem. Om igen. Da jeg var barn, fik vi at vide, at man ikke må lyve. Det var vist lidt tættere på sandheden. Men sådan er det åbenbart ikke mere. Nu er Dansklærerforeningen gået sammen med DRs B&U-afdeling om at kåre Danmarks bedste løgnhals. Hvem skulle nogensinde have troet, at folkeskolelærere i samarbejde med den hæderkronede Statsradiofoni kunne finde på at opfordre børn til at fortælle løgne? Skam jer! Og dog. Når man kigger nærmere på, hvad det drejer sig om, så drejer det sig ikke så meget om at lyve, men om at fortælle en god historie. Det drejer sig om at skrive skønlitteratur. For kunsten at skrive skønlitteratur er jo, når alt kommer til alt, kunsten at servere en plausibel, sammenhængende og velformuleret løgnehistorie.

Man kan deltage både som enkeltperson og som klasse. Konkurrencen er dog begrænset til børn i alderen 5-13 år eller skoleklasser fra børnehaveklasse til og med 6. klasse, så os, der ikke måtte lyve som børn, vi må stadig ikke. Øv!

Kravet til historien er, at det skal være en løgnehistorie, den skal være god og den må højst fylde 2 A4-sider. Løgnehistorien skal indsendes elektronisk og fristen for indsendelse er den 1. juni kl. 12.00.

Læs mere på Dansklærerforeningens hjemmeside og på DRs hjemmeside.