mandag den 5. januar 2009

Clarity of Night Short Fiction Contest

Så blev det år 2009, og hvad er bedre end at skyde året igang med en lille konkurrence?

Jason Evans har startet en ny kortprosakonkurrence, denne gang med titlen "Ascension". Har du mod på at flette 250 ord sammen på engelsk, så læs reglerne her: http://clarityofnight.blogspot.com/2009/01/ascension-short-fiction-contest.html.

Der er en række gavekort til Amazon på højkant, og fristen er d. 14. januar.

God skrivelyst

tirsdag den 25. november 2008

Kontrafaktisk skrivekonkurrence

Fyldepennen har udskrevet en kontrafaktisk skrivekonkurrence. Jeg kan ikke rigtigt lure, om der er en egentlig præmie til vinderen, men Gyldendal har lovet at kigge på vindernovellen, og det kan jo være noget værd i sig selv.

Bidraget skal være en novelle på 2500-5000 ord, historien skal være kontrafaktisk og foregå i nutiden. Fristen for indsendelse er 16. januar 2009, og det er et krav, at du også skal pointgive og bedømme de andre bidrag, hvis man vil deltage.

Læs alle reglerne her (husk også linket til Fyldepennens generelle konkurrenceregler).

God skrivelyst.

fredag den 14. november 2008

Det var en mørk og stormfuld nat...

Gyldendal har udskrevet en konkurrence om den bedste spændingsserie rettet mod børn i alderen 8-12 år. Det er i mine øjne en konkurrence, der absolut er værd at se nærmere på.

Du skal skrive første bind i serien, en kort beskrivelse af seriens koncept og persongalleri samt synopsis på bind to og tre, alternativt skrive to fulde bind. Omfanget pr. bind skal være på højst 100 sider af 2000 enheder.

Til den heldige vinder er der 100.000 gode danske kroner plus det gængse forfatterhonorar på 15%, med standardforskud og det hele. Derudover er der 10.000 kroner i konkurrencebonus, ud over det normale forskud, hvis din bog/serie bliver udgivet uden at vinde konkurrencen.

Som ekstra bonus bliver de bedste konkurrencebidrag gennemlæst af Nordisk Film med henblik på eventuel filmatisering eller tv-produktion.

Fristen for indsendelse af manuskript er d. 1. september 2009, så der er god tid til at få gjort noget ved det. Hvis du går i gang snart, vel at mærke...

Læs nu alt det med småt, så du ikke får diskvalificeret dig selv på grund af nogle tekniske detaljer. Her finder du reglerne: Konkurrenceregler.

God skrivelyst

søndag den 12. oktober 2008

Reklamepause

Reklamepause:

De der små, irriterende programsekvenser, der af og til afbryder strømmen af reklamer på de kommercielle tv-kanaler.

Novellekonkurrence - Begyndelse

Forlaget Valeta har udskrevet en novellekonkurrence med temaet "begyndelse". Temaet er velvalgt, da forlaget ser ud til at være nystartet. Forlaget har i hvert fald ikke udgivet noget som helst endnu.

Ud over temaet er alt andet frit.

Der er 1.000 kroner på højkant til de 3 bedste noveller, og såfremt der er tilstrækkeligt med gode noveller vil de bedste blive udsendt i en novelleantologi i 2009. Forlaget forbeholder sig retten til at udgive de indsendte noveller i både trykt og elektronisk form. Det fremgår ikke, om der gives almindeligt vederlag/honorar for de noveller, der bliver udgivet. Så forvent det ikke, men vær glad, hvis det skulle vise sig at være tilfældet.

Omfanget må være op til 10.000 anslag, skrifttypen Times, 12 pkt., med 1½ linjeafstand, og novellen må ikke tidligere have været udgivet, hverken trykt eller elektronisk. Novellen skal indsendes som vedhæftet fil i en e-mail. Det ønskede filformat fremgår ikke, men MS Word (.doc) er som regel et godt bud.

Fristen for indsendelse er 1. februar 2009.

Læs mere om novellekonkurrencen her, og husk som altid at læse "det med småt."

Novellekonkurrencen fundet via http://www.ildsjaelen.dk/.

God skrivelyst

onsdag den 1. oktober 2008

Hjælp, mine penge er værdiløse!

I dag oprandt så dagen, hvor 25-øren ikke mere er gangbar mønt i det danske handelsliv. Nu har jeg i årevis spinket og sparet og lagt 25-øre på 25-øre, så jeg i dag har over en tier. Og så er alle disse herlige penge pludselig ikke noget værd. Ak ja, sådan kan det jo gå. Så må jeg vel hellere slå et smut ned i banken og få vekslet formuen til gangbar mønt, mens jeg vemodigt funderer over, om vores sidste øremønt, 50-øren, også snart uddør...

tirsdag den 23. september 2008

Skriv om sorg

Kræftens Bekæmpelse har udskrevet en essaykonkurrence om sorg for børn i 8. - 10. klasse.

Skriv et essay på højst 1 A4-side om sorg. Om at miste en forælder, en ven, forældres skilsmisse, eller hvad du end har oplevet.

Der udloddes en bærbar computer fra Dell til de tre bedste bidrag, der ligeledes udgives i UNG bladet.

Fristen for indsendelse er søndag d. 5. oktober 2008. Læs mere her: http://www.cancer.dk/omsorg/ (konkurrenceopslaget finder du via det øverste link i menuen til højre).

God skrivelyst.