Scherfig: Den døde Mand

Hans Scherfig:
Den døde Mand.
Gyldendals Tranebøger, 2. oplag 1964.
Udkom første gang i 1937.

Scherfigs debutroman "Den døde Mand" er en mærkelig, men ganske underholdende historie. Historiens omdrejningspunkt er den selvglade maler Hakon Brand, og de begivenheder, der leder frem til hans død. Ja, jeg ved godt, at det ikke er pænt at afsløre, at hovedpersonen dør, men ikke alene lægger bogens titel op til det, det bliver faktisk slået fast allerede i romanens første sætning. Så nu ved vi, hvad bogen ender med. Er der så overhovedet nogen grund til at læse videre? Ja, absolut.

Historien fortælles af en jeg-fortæller, som man egentlig ikke får ret meget at vide om, bortset fra, at han er maler og færdes i kunstnermiljøet omkring kunstnerrestauranten Ølgården og herigennem bliver ufrivilligt inddraget i Hakon Brands liv og vidne til hans død. Hakon Brand derimod er meget bedre beskrevet, en vanvittig maler, der anser medieomtale for at være vigtigere end sin egen kunst, det altoverskyggende mål er at være kendt, og det medfører mange underholdende og til tider pinlige episoder ud fra devisen, at dårlig medieomtale er langt at foretrække frem for ingen medieomtale. Hakon Brands liv kompliceres af et lig, der dukker op flere gange, selvom han hver gang har skaffet sig af med det, og af en spirituel dame, der kaster sin omfavnende, nærmest kvælende, kærlighed på de unge kunstnere og hårdnakket holder fast i, at hun er død, selvom hendes krop ikke har fundet ud af det. Hakon Brand når både at blive afholdsmand, med deraf følgende medieomtale, og tilslutter sig den kristne Oxfordbevægelse, naturligvis med endnu mere medieomtale til følge, han når sågar at blive gift og tage på bryllupsrejse - stakkels kone - inden hans makabre død i Paris.

Personbeskrivelserne er helt fantastiske, faktisk gør personerne i sig selv bogen værd at læse. Og selv om vi fra starten ved, at Hakon Brand skal dø, så fjerner det på ingen måde spændingen fra historien, jeg måtte bare læse videre for at se, hvad romanens vanvittige personskare nu fandt på af mærkelige tiltag, og ikke mindst for at se, hvordan Hakon Brand dør.

Bogens illustrationer er udført af Scherfig selv, men dem vil jeg nu ikke kommentere meget på her. En enkelt lille ting irriterede mig i forbindelse med den ene illustration, og det er en uoverensstemmelse mellem årstallene på Hakon Brands gravsten og den alder, der angives i bogen. Gravstenen siger 1905-1935, mens teksten siger, at han blev 35 år. Det er måske en mindre detalje, men den slags irriterer mig altså. Jeg er ikke synderlig begejstret for Scherfigs billedkunst, og heller ikke for denne bogs illustrationer, men det skal nu ikke have lov til at ødelægge en godt fortalt historie, og bogen har min varmeste anbefaling.


"Når kunst kræver en forklaring, er der altid noget muggent ved den" - Storm P.

Kjersgaards Danmarkshistorie

Erik Kjersgaard:
Kjersgaards Danmarkshistorie, 3 bind.
Forlaget Komma/Forlaget Danmark 1983.
ISBN: 87-15-08348-9 (komplet)

Det er vist lidt tid siden, at jeg sidst fik skrevet en bogomtale til bloggen, beklager, men sådan er det altså bare. Forhåbentlig får jeg lidt bedre tid til bogomtalerne fremover.

Denne gang har jeg kastet mig over Kjersgaards Danmarkshistorie, et trebindsværk, der på i alt ca. 360 rigt illustrerede sider giver et rids af Danmarks historie fra de første mennesker indtog de danske landområder frem til ca. 1980. På den plads kan det naturligvis ikke lade sig gøre at levere en dybdegående historiebeskrivelse, der spænder så vidt, men det er heller ikke værkets intention. Ideen er, at give et rids, en opsummering, af skolelærdommen, og det har Erik Kjersgaard faktisk gjort rigtig godt. Jeg kan i hvert fald ikke sætte fingeren på noget, der mangler.

Illustrationerne er mange og billedteksterne er lange, faktisk udgør billedteksterne en ret stor del af den samlede tekstmængde i værket, jeg vil tro en femtedel eller mere. Så en stor del af historien er faktisk fortalt i billedteksterne, der supplerer med mange oplysninger om de illustrerede effekter og begivenheder uden at gentage, hvad brødteksten allerede har sagt. Både brødteksten og billedteksterne er velskrevne og levende, og jeg har faktisk nydt at læse denne lille opsummering af fædrelandets historie.


"Historien er summen af alle de ting, som kunne have været undgået." -Konrad Adenauer

Ny novellekonkurrence

Politiken har skudt en ny novellekonkurrence i gang med temaet lyst. Og så er der oven i købet kontante præmier til de tre bedste noveller, ud over muligheden for at blive udgivet, naturligvis. Fristen for at indsende en novelle er 22. oktober.

Lyst er mange ting og kan resultere i mangt og meget, så det er et ret åbent tema. Lystmord, lystfiskeri, madlyst, eventyrlyst... frit valg på alle hylder og 12.000 tegn at gøre det på. Det skulle nok være muligt at finde på noget, jeg har i hvert fald tænkt mig at gøre et forsøg.

Romankonkurrence hos Gyldendal

Så har Gyldendal startet en ny romankonkurrence. Det skal være en ungdomsroman, og romanen skal handle om kærlighed blandt unge mellem 12 og 17 år, men bortset fra det er der ret frie rammer for historiens opbygning.

Med en førstepremie på 100.000 kr. og en andenpremie på 50.000 kr. lyder det jo besnærende at gøre et forsøg. Kærlighedsromaner er ikke ligefrem det, jeg har læst mest af i mit liv, og heller ikke noget jeg lige havde planlagt at skrive, men indtil videre får den lov til at ligge lidt i baghovedet, så må vi se, om der dukker nogle ideer op.

De nærmere betingelser for deltagelse i konkurrencen er at finde her, hvis du også skulle sidde og få lyst til at skrive en kærlighedsroman til unge.

Penge er ikke alt - men alligevel...

Edward Clausen: Penge er ikke alt - men alligevel... 2. udgave, Branner og Korch, København 1957.

Som titlen antyder handler det om penge. Eller mangel på samme. Kort sagt, det er en bog om privatøkonomi, om hvordan man får den til at hænge sammen, og om hvorfor nogle mennesker ikke kan få den til at hænge sammen. Og ja, det lyder umiddelbart frygtelig kedeligt... men bogen er faktisk til tider ret munter læsning. Munter er måske ikke lige det rette ord, for der er ikke noget muntert ved ikke at kunne få økonomien til at hænge sammen, men som allerede forsiden antyder, forsøger forfatteren at angribe et kedeligt, men seriøst, emne ud fra en humoristisk indgangsvinkel, og det slipper han faktisk ret godt fra. En række illustrationer af Bo Bojesen liver også op på emnet og sætter tingene på spidsen, og illustrationerne rammer plet både i forhold til bogens indhold og tone.

På nogle punkter bærer bogen selvfølgelig præg af at være skrevet i 50'erne, f.eks. er de nævnte årslønninger i størrelsesorden 10-50.000 kr. - i dag svarer de samme tal til månedslønninger. Men Edward Clausens grundprincipper er stadig gode nok. Det er grundlæggende et spørgsmål om at sætte tæring efter næring, og at holde de faste udgifter på et niveau, der står i et fornuftigt forhold til indtægten. Det er en gammel og gennemtærsket frase, som vi alle har hørt til hudløshed, og det anerkender Edward Clausen da også. Derfor nævner han heller ikke frasen ret meget, men ikke desto mindre er princippet i frasen et af grundelementerne i bogen. Til gengæld er Clausens hovedpointe, at økonomiske problemer basalt set bunder i mentalitet, ikke i økonomien eller indkomsten i sig selv. Det er kort sagtet spørgsmål om mentalitet i forhold til penge og forbrug, når manden, der tjener 18.000 kr. har en god økonomi, hvor tingene hænger sammen uden at der mangler noget, mens manden, der tjener 50.000 kr. ikke kan få privatøkonomien til at løbe rundt, og derfor lider af søvnløse nætter og mavesår.

Emnet er fortærsket, men den let humoristiske indgangsvinkel gør faktisk bogen læseværdig, om ikke for andet, så for underholdningsværdien i sig selv.

"Ved at dyppe hænderne i vandet, inden man tager sæben, kan man antagelig spare 6 kroner på 40 år". Edward Clausen.