tirsdag den 2. september 2008

Lige under overfladen 3

Så er der et nyt bind på vej i Science Fiction Cirklens serie af novelleantologier, "Lige under overfladen". Første bind, "Lige under overfladen - en SF antologi" udkom i august 2007, "I overfladen - lige under overfladen 2" er netop udkommet i august i år, og næste bind forventes at udkomme i 2009, hvis der ellers bliver indsendt tilstrækkeligt mange egnede SF-noveller.

Deadline for indsendelse er mandag d. 2. marts 2009, så du har et halvt år til at få stablet novellen på benene. Den øvre grænse er på (ca) 10.000 ord og novellen skal være science fiction, men ellers er der rimeligt frit slag. Hvis novellen har "en form for budskab" kan det dog tælle op.

Der gives ikke honorar for novellerne, novellerne må ikke have været udgivet før og du må ikke udgive din novelle på anden vis før det er afgjort, hvorvidt din novelle kommer med i antologien (hvis den bliver optaget, må den ikke udgives andet sted før antologien er udgivet). Der ud over beholder du selv din ophavsret til novellen.

Du kan indsende op til 3 noveller til bedømmelse, men du kan højst få den ene med i antologien. Du skal ligeledes medsende en kort beskrivelse af dig selv - 1-200 ord - der kan danne grundlag for en kort præsentation af dig i antologien, ifald du får en novelle optaget.

Læs mere om antologien her, og husk som altid at læse det med småt.

God skrivelyst

Ingen kommentarer: