mandag den 20. august 2007

The Children of Húrin af J.R.R. Tolkien

J. R. R. Tolkien: The Children of Húrin. HarperCollins, 2007.
ISBN 9780007246229.


Dette er formentlig det sidste værk af J.R.R. Tolkien, der bliver udgivet. Og lad os bare slå det fast med det samme: Bogen er ikke på niveau med Hobitten og Ringenes Herre, men det havde jeg nu heller ikke ventet.

Bogen bygger på en række af Tolkiens efterladte manuskrifter, som hans søn har arbejdet igennem. Han har valgt at holde sig så stringent til manuskrifterne som muligt, uden selv at bidrage kreativt, og det taget i betragtning er det faktisk lykkedes nogenlunde fornuftigt at gøre historien sammenhængende, selvom der er passager, hvor den gamle Tolkien nok ville have puttet lidt mere kød på inden han lod det udgive.

Historien foregår i det samme univers som Hobitten og Ringenes Herre, i den første tidsalder nogle tusinde år før de andre historier. Der er dog ikke de morsomme og livsglade småindslag, der med mellemrum lyser lidt op i Hobitten og Ringenes Herre. Historien er gennemgående dyster, og slutningen er heller ikke lykkelig.

Bogen er hverken blandt de bedste eller de ringeste, jeg har læst, men lægger sig et eller andet sted i midten.

Ingen kommentarer: