søndag den 16. marts 2008

Novellekonkurrence hos Cocio

Det er ved at være sidste udkald for denne konkurrence, men da jeg nu faldt over den vil jeg da lige nævne den alligevel: Cocio har udskrevet en novellekonkurrence under overskriften "Alle gode gange 3 - slutningen bestemmer du selv." Fristen er d. 19. marts, så det er på tide at få hamret lidt i tasterne, hvis du vil nå at være med. Præmierne er en "Cocio Wall Banger" (hvad det så end er for noget), en mængde Cocio Light eller Cocio merchandise.

Der er opstillet tre forskellige startscener, og opgaven lyder på at færdiggøre en af de tre historier på en sådan måde, at den gode samvittighed vinder til sidst. Omfangskravet lyder på max 2000 ord.

Du skal især være opmærksom på, at alle rettigheder til dit novelleforslag overgår til Cocio. Det betyder kort sagt, at Cocio kan anvende din novelle som de vil, uden nødvendigvis at spørge om lov eller give vederlag. Og det kan også betyde, at Cocio kan sætte grænser for din egen brug af novellen. Så du skal kun deltage, hvis du er villig til at vinke helt og aldeles farvel til din novelle og kan acceptere, at Cocio udnytter den i f.eks. reklameøjemed. Og jo, det her er en form for reklamestunt fra Cocios side.

Læs som altid reglerne grundigt. Man skal også registrere sig som bruger på siden for at deltage. Når du registrerer dig er der en længere "Terms of service" (på engelsk) som du skal godkende (og helst også læse igennem - øv!).

Hvis du i øvrigt falder over skrivekonkurrencer som jeg ikke har med her på bloggen, så er du velkommen til at give mig et praj, så de ikke først kommer på i sidste øjeblik ligesom denne.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Ikke en konkurrence, men hplmythos.dk har et par kommende horrorudgivelser, der er åbne for indsendelser: http://hplmythos.dk/nyeprojekter.htm

Christian Seidel sagde ...

Tak for tippet. Antologier og lignende er selvfølgelig også meget velkomne. Jeg kigger lige lidt nærmere på det og skriver et indlæg i dag eller i morgen.