tirsdag den 18. marts 2008

3 nye gyserantologier

Forlaget H. Harksen Productions har 3 nye novelleantologier i støbeskeen (tak til Janus for tippet). Det drejer sig om to H. P. Lovecraft-inspirerede antologier (en på dansk og en på engelsk) samt en generel gyserantologi.

Novellerne til de to Lovecraft-antologier skal være inspireret af Lovecraft, Lovecraftiansk horror og/eller Cthulhu Mythos, men må selvfølgelig ikke være plagiat eller omskrivninger af Lovecrafts historier, ligesom fortællingerne ikke må have været udgivet tidligere. Det er planen, at den engelske Lovecraft-antologi skal indeholde originale noveller frem for oversættelser af noveller fra den danske antologi.

Gyserantologien optager gysernoveller i bredere forstand. Det primære krav er, at novellerne er skrevet for voksne, ikke for børn/unge.

Det generelle opslag af antologierne finder du her. Der er et mere specifikt regelsæt for den danske Lovecraft-antologi her. Der er ikke angivet specifikke regler for de to andre antologier ud over hvad der nævnes i opslaget, men jeg antager, at de specifikke retningslinier for den danske Lovecraft-antologi også gælder for de to andre antologier. Novellerne skal være på 4.000-13.000 ord og indsendes pr. email i Word-format. Der er ret strenge krav til opsætning og formatering af dokumentet, eller måske skulle jeg snarere sige strenge regler for formateringer, der ikke må bruges. Basalt set er det tilladt at bruge fed, kursiv og understreget tekst, mens al anden speciel formatering er bandlyst, herunder sidehoved, sidefod og overskrifter. Der er ligeledes krav til skrifttype og -størrelse samt følgetekst i dokumentet såvel som emailen. Hvis retningslinierne ikke bliver fulgt kommer din tekst ikke i betragtning, så læs de specifikke retningslinier grundigt - det er dumt at misse en udgivelse på grund af automatisk indrykning af afsnit, tvungne lige margener eller andre formateringer af teksten.

Fristen for indsendelse af bidrag til de tre antologier er endnu ikke fastlagt, men er foreløbigt sat til sommeren 2008.

Den eneste form for honorar, der loves for antagne noveller, er et frieksemplar af den antologi, som novellen er blevet optaget i. Såfremt der er tilstrækkeligt salg (og dermed penge) i antologierne kan et egentligt pengehonorar komme på tale, men forvent intet - så bliver du ikke skuffet.

Opdatering 2. juni 2008:

Fristerne er nu endeligt fastsat for de tre antologier:

English hplmythos collection: Frist 30. august 2008, udgives vinteren 2008.

Gyserantologi (p.t. uden titel): Frist 30. september 2008, udgives december 2008.

hplmythos.dk #2: Frist 30. december 2008, udgives sommeren 2009.

søndag den 16. marts 2008

Novellekonkurrence hos Cocio

Det er ved at være sidste udkald for denne konkurrence, men da jeg nu faldt over den vil jeg da lige nævne den alligevel: Cocio har udskrevet en novellekonkurrence under overskriften "Alle gode gange 3 - slutningen bestemmer du selv." Fristen er d. 19. marts, så det er på tide at få hamret lidt i tasterne, hvis du vil nå at være med. Præmierne er en "Cocio Wall Banger" (hvad det så end er for noget), en mængde Cocio Light eller Cocio merchandise.

Der er opstillet tre forskellige startscener, og opgaven lyder på at færdiggøre en af de tre historier på en sådan måde, at den gode samvittighed vinder til sidst. Omfangskravet lyder på max 2000 ord.

Du skal især være opmærksom på, at alle rettigheder til dit novelleforslag overgår til Cocio. Det betyder kort sagt, at Cocio kan anvende din novelle som de vil, uden nødvendigvis at spørge om lov eller give vederlag. Og det kan også betyde, at Cocio kan sætte grænser for din egen brug af novellen. Så du skal kun deltage, hvis du er villig til at vinke helt og aldeles farvel til din novelle og kan acceptere, at Cocio udnytter den i f.eks. reklameøjemed. Og jo, det her er en form for reklamestunt fra Cocios side.

Læs som altid reglerne grundigt. Man skal også registrere sig som bruger på siden for at deltage. Når du registrerer dig er der en længere "Terms of service" (på engelsk) som du skal godkende (og helst også læse igennem - øv!).

Hvis du i øvrigt falder over skrivekonkurrencer som jeg ikke har med her på bloggen, så er du velkommen til at give mig et praj, så de ikke først kommer på i sidste øjeblik ligesom denne.

mandag den 3. marts 2008

Clarity of Night - dommen er faldet

Så er dommen faldet i Clarity of Night "Whispers" Short Fiction Contest. Heller ikke denne gang nåede jeg op i vindernes fine selskab. Nå ja, så er der jo ikke andet for end at hoppe op på hesten ige og skrive lidt videre på nogle andre tekster. Herfra skal i hvert fald lyde et tillykke til vinderne (også selv om de ikke forstår dansk). Jeg kan kun opfordre til at kigge ind på Jasons blog og læs de mange gode indlæg. 73 indlæg blev det til denne gang. God fornøjelse.

Næste kortprosakonkurrence på Clarity of Night er foreløbig planlagt til juli måned.

tirsdag den 26. februar 2008

Clarity of Night Short Fiction Contest igen

Så er mit bidrag til konkurrencen kommet online, du kan læse det her. Teksten hører vist til i kategorien "sort humor", eller galgenhumor, om du vil...

Hvis du selv vil bidrage, så er det ved at være sidste udkald - konkurrencen slutter i morgen.

onsdag den 20. februar 2008

Clarity of Night Short Fiction Contest

Så har Jason Evans udskrevet en ny kortprosakonkurrence på The Clarity of Night, denne gang under overskriften "Whispers". Som i hans tidligere konkurrencer går øvelsen ud på at skrive et stykke kortprosa på maksimalt 250 ord med udgangspunkt i et billede. Denne gang er det et ensomt træ på en mark ... det kan jo blive til hvad som helst. Fristen for indsendelse er onsdag d. 27. februar kl. 11.00 p.m. US Eastern Time.

Regelsættet findes her: "Whispers" Short Fiction Contest

God skrivelyst!

søndag den 17. februar 2008

Fantastiks Novellekonkurrence 2008

Så dukkede der endnu en novellekonkurrence frem af internettets tåger, nemlig Fantastiks Novellekonkurrence 2008.

Reglerne er ret simple:

  • Novellen skal være i en af de fantastiske genrer
  • Længde max 6000 ord.
  • Skal indeholde mindst to af følgende ord: spor, hoved, eskortere, øve, mørk.
  • Fantastik forbeholder sig retten til at trykke indsendte noveller i Himmelskibet i 2008.
  • Novellen må ikke tidligere have været offentliggjort.
  • Novellen indsendes pr. mail i txt, rtf eller Word 2000 format.
  • Frist for indsendelse: 15. marts 2008.
  • Vinderen/vinderne annonceres på Fantasticon 2008.
Se den fulde annoncering og hele regelsættet på Fantastiks hjemmeside.

God skrivelyst.


"Skrivemaskines fordel er, at det er til at læse, hvad man skriver klokken tre om natten i en ordentlig brandert." Dan Turéll

lørdag den 2. februar 2008

Saxo.com og BoDs forfatterkonkurrence

Saxo.com og BoD (Book on Demand) har i fællesskab startet en forfatterkonkurrence hvor man kan vinde en bogudgivelse på BoD. Emnet og genren er fuldstændig fri, hvad enten du har lyst til at skrive en kogebog, en bog om fluefiskeriets mysterier, en hårdrejsende gyser eller en samling sentimentale digte, så er det alt sammen velkomment, alt kan deltage. Hvordan de så vil afgøre hvorvidt en bog om franske frimærker fra 1840-1860 er bedre end en kriminalroman eller en kogebog står lidt hen i det uvisse. Men jeg er da glad for, at det ikke er mig, der skal lave den vurdering (hvad smager bedst, lakridskonfekt eller frikadeller?).

Saxos beskrivelse er her, BoDs beskrivelse er her. Læs især BoDs beskrivelse, da de specifikke deltagerbetingelser er at finde her. Fristen for indsendelse er den 29. februar 2008. Du skal være myndig/over 18 år for at deltage, og du har selv ophavsretten til dit værk. Du skal acceptere, at din tekst kan blive offentliggjort på Saxo.com.

Der er et par af betingelserne, som jeg lige vil give lidt særlig opmærksomhed:

Teksten lægges op som et "BoD Fun" bogprojekt til 0 kroner, herunder skal du acceptere BoDs standardbetingelser for et sådant projekt. Da jeg ikke har læst disse standardbetingelser kan jeg ikke udtale mig om dem. Læs dem grundigt, hvis du deltager.

Så skal du sende en e-mail med emnet "Konkurrence" til BoD (adressen står i betingelserne) og fortælle, at din tekst deltager i konkurrencen, så du er sikker på at slippe for gebyret på 19 kroner mens konkurrencen løber (et BoD Fun-projekt til 0 kroner koster altså 19 kroner).

Når konkurrencen så er slut skal du selv annullere dit bogprojekt, med mindre du ønsker at lade bogprojektet fortsætte og er villig til at betale de krævede gebyrer. Der skulle blive udsendt en påmindelse fra BoD.

Vinderne af konkurrencen skal være indforstået med at få offentliggjort deres navn samt bopæl.

Navnet, fair nok, men bopæl? Hvorfor skal adressen offentliggøres? Eller er det kun byen? Det er ikke klart hvor mange oplysninger "bopæl" indebærer, så hvis du har adressebeskyttelse eller af anden grund ikke vil have din adresse offentliggjort vil det nok være en god ide at forhøre sig inden en eventuel deltagelse. Så er der den sidste betingelse:

At gå rettens vej er udelukket.

Forventer de, at en eller flere deltagere kan have grund til at gå rettens vej? Jeg har intet grundlag for at sige, at der er noget muggent ved konkurrencen, men en betingelse som "at gå rettens vej er udelukket" vil altid virke mistænkelig i mine øjne. En sådan betingelse får mig til at holde fingrene langt væk. Dette sagt med risiko for uretmæssigt at træde nogen over tæerne, i så fald bedes de undskylde (det skal for en god ordens skyld nævnes, at jeg kun har gode erfaringer med Saxo.com. BoD har jeg ingen kendskab til eller erfaring med).

Læs grundigt på alle betingelserne, også vilkårene for BoD Fun, inden du beslutter dig for eventuelt at deltage.